VIKING - virksomhedsbesøg

Redningsflåder, redningsveste, redningsdragter var på dagsordenen ved Færgesekretariatets besøg hos Viking Life-Saving Equipment i Esbjerg.

Ved Færgesekretariatets besøg på Viking Life-Saving Equipment i Esbjerg den 22. august, var der mulighed for at se, hvordan en redningsflåde bliver til – fra udskæring, limning, syning og til det sidste vigtige sikkerhedsudstyr bliver omhyggeligt monteret og flåden bliver pakket ned i containeren.

- Listet, bokset, kæmpet ned – med hjælp fra kraner og remme, lød det fra salgschef Mette Fur Lisby, der brugte dagen sammen med Færgesekretariatet:

- Alle flåder er udført i rågummi, og der er rigtig meget håndarbejde og utroligt mange arbejdstimer i en flåde. Store dele af produktionen er flyttet til Thailand og Bulgarien. Mange flåder kommer dog en tur til Esbjerg, hvor de sidste dele bliver monteret – blandt andet særligt flagstats-udstyr.

Desuden foregår produktion af de allerstørste flåder på fabrikken i Esbjerg.

Viking servicerer ca. 2400 enkeltstående flåder, det foregår også i Esbjerg, hvor der er 25 personer ansat udelukkende til eftersyn.

 

Eftersyn hver 30. måned

Normalt skal flåder til eftersyn hver 12. måned, men Mette Lisby fortalte om produktet S30, der er redningsflåder, som skal efterses hver 30 måned.

- Det kan lade sig gøre, fordi flåden er vakuumpakket i ”beskyttet atmosfære” i en alu-sæk inden i containeren. Der er desuden monteret et system, hvor man på skibet kan tjekke, hvordan flåden har det, om der er for højt CO2 niveau, eller om der er for høj fugtighed, forklarede Mette Lisby og tilføjede:

- S30 flåderne er lidt dyrere at få tjekket, besparelsen ligger mest i håndteringen og logistikken. Og det skal understreges, at de 30 måneder ikke kan forlænges, fordi en del af det udstyr, der er i flåden, udløber.

 

Tilbud til ø-færger

Mette Lisby fortalte, at Viking har et særligt tilbud til Færgesekretariatets medlemmer om at lease flåderne. Det betyder, at rederiet betaler et fast årligt beløb, der dækker indkøbet af flåderne og service – og at rederiet efter 10 år ejer flåderne.

En anden mulighed er en leasingaftale, der indebærer, at når flåderne skal efterses, kommer Viking og skifter skibets flåder på stedet - med nogle nysynede, hermed er der ingen ventetid.

- Vi tilpasser vores tilbud til den enkelte færge, og vi giver gerne et tilbud.

Viking har også særlige indkøbsaftaler med Færgesekretariatet på redningsdragter og redningsveste.