Ø-turisme på programmet

En lang række aktører inden for ø-turisme var mandag den 16. september samlet for at diskutere retningen for ø-turismens fremtid. Alle med interesse i de 38 øer, som Ø-passet dækker, målet var at finde nye, konkrete tiltag, som kan styrke turismen på landets øer.

Hvordan får vi flere turister ud på øerne – og hvordan sikrer vi, at den voksende turisme ikke ødelægger det, som både øboer og turister søger ude på øerne?

Hvordan tæller vi turisterne, når overnatningsstederne på øerne er for små til at være indberetningspligtige – var nogle af de mange emner, der blev rejst på ø-turismedagen den 16, september på Holckenhavn Slot ved Nyborg. Andre emner var Ø-passet, Landevejsprincippet og en ny digital platform for øerne.

Konferencen var arrangeret af Partnerskab for Dansk Ø-turisme, og Færgesekretariatet deltog ved sekretariatsleder Jan Fritz Hansen.

Godt at stå i kø

- Ø-turismen skaber omsætning, job og bosætning på øerne, sagde formand for Sammenslutningen af Danske Småøer, Dorthe Winther, der samtidig pegede på, at den voksende ø-turisme også kan fylde meget for øboerne, der jo også ofte er flyttet til en ø for at få ro:

- Vi bliver nødt til at bibringe vores medøboere, at turismen er afgørende for udviklingen på øerne, og at det, at stå i kø i butikken, er rigtig godt, for så er butikken der også om vinteren. Men vi skal skabe turisme uden at ødelægge det, som folk kommer efter. Og vi skal se på, hvordan vi får turisterne lidt længere ud på øen og bedre fordelt. Måske mangler der et kort – eller nogle oplysninger?

Ø-turister er ikke i statistikkerne

- Det er et problem, at overnatningsstederne på småøerne falder under indberetningsgrænsen til Danmarks Statistik, så tallene bliver misvisende. Det betyder meget for vores muligheder – fx for finansiering – at omfanget af turismen ikke kan ses, sagde Dorthe Winther der foreslog, at indberetningen skal flyttes fra overnatningsstederne til lystbådehavne og færger.

Ø-pas og Landevejsprincip

- Ø-passet og Landevejsprincippet har sat en god udvikling i gang for øerne. Landevejsprincippet er nået 1/3 af vejen – så der er et stykke til det fulde princip er udrullet.

- Jeg vil pege på den mulighed at starte med at udrulle Landevejsprincippet fuldt ud på de 27 småøer. De har det største behov – og det vil give den største virkning. 10 mio. kr. ville bringe os i mål her, sagde sekretariatsleder i Færgesekretariatet Jan Fritz Hansen, der tilføjede:

- Men alle øer skal selvsagt helt og fuldt med over tid.

El-færge strategi

- Mellem 20 og 30 af ø-færgerne er over 20 år gamle og snart udskiftningsklare og kan med fordel erstattes af el-drevne færger, fortalte Jan Fritz Hansen:

- Færgesekretariatet vil derfor foreslå, at der bliver udarbejdet en egentlig “el-færge strategi”, som ud over de økonomiske og udviklingsmæssige potentialer i sig selv også kunne bidrage til det ambitiøse mål om at bringe vores klimabelastning ned med 70 procent over den næste tiårsperiode.

Entreprenørskab og talent

- I forhold til ø-turismens potentialer på småøerne er mit input, at færgerne må kigge på, hvordan vi organiserer overfarten. Er der nogle kortere distancer, vi kan sejle? Er der steder, hvor der er behov for større færger? sagde Niels Balling Larsen, konsulent i Danske Rederier.

Fra Dansk Erhverv lød det, at der er brug for kapital, entreprenørskab og talent for at sætte gang i flere ø-erhvervseventyr som fx mikrobryggerier og glaspustere. Det sagde chef for turisme og oplevelsesøkonomi, Lars Ramme Nielsen, der tror på ø-turisme, som baserer sig på natur, fred og ro; gerne kombineret med motionsoplevelser som løb, mountainbike og stand up paddle.

Et digitalt Ø-pas

- I år 2018 overtog Landdistrikternes Fællesråd Ø-passet fra Sammenslutningen af Danske Småøer, noterede kontorchef i Landdistrikternes Fællesråd, Noa Jankovic:

- Og vi kan konstatere, at det er et rigtig, rigtig stærkt virkemiddel i forhold til at få flere turister til at tage ud på øerne. Vores opgave har været at få ø-passet skridtet videre, og det sker med projektet ”Ø-passet som platform for ø-aktiviteter”, der er støttet af Nordeafonden og Landdistriktspuljen.

Projektets formål er at styrke Ø-passets digitale formidlingsplatform og fællesskabet mellem Ø-passets brugere og lokale aktører.

Det indebærer, at Ø-passet gøres digitalt og tilføjes natur- og kulturfortællinger fra de danske øer. Desuden bliver der opsat fysiske infostandere med WiFi på i første omgang 2-3 småøer rundt om i landet.

 

Konferencen var indbudt af Partnerskab for Dansk Ø-turisme bestående af Landdistrikternes Fællesråd, Sammenslutningen af Danske Småøer, Danske Rederier, Færgesekretariatet, De Samvirkende Købmænd, Food Organisation of Denmark (FOOD) og Dansk Erhverv.