Klumme: Færgen

Jeg bor på en ø. En ø, som man sejler til. Med færgen. Jo jo, man kan også flyve, men transporten på havet er nu engang den mest anvendte, og færgeturen er et livsvilkår for os fastboende øboer. Noget vi må leve med. Det er også en livsnerve, for vi kan ikke leve uden.

Klumme af: Katrine Sindal Schlotfeldt, der bor på Ærø og driver virksomheden K-Art-House.

Frem og tilbage sejler den. Færgen. Hver dag. Det virker enkelt. For udefrakommende, der ikke er vant til flydende transport, kan det også virke eksotisk. Spændende. For os fastboende er det for det meste bare naturligt - og til tider kedeligt. Men færgeturene er bag hverdagens trivialiteter mere end naturlighed og kedsomhed for en øbo. Uanset om man er tidligere eller nuværende. Det er minder, følelser, oplevelser og møder, knyttende sig til forskellige livsfaser.

Færgeturen mellem barndommens land og voksenverdenen

Jeg flyttede hjemmefra og til fastlandet som 16-årig for at tage en ungdomsuddannelse. Det gør mange unge fra min ø. Jeg var meget optaget af at skulle flytte hjemmefra. Det var tidligt, men det tænkte jeg nu ikke så meget over. Det var nok mere min mor, der syntes, at jeg var lidt ung. Selvfølgelig var jeg da spændt på, hvordan det skulle gå, men jeg var også klar på at indtage verden på egen hånd.

I litteraturen bruger man ofte dét at gå over en bro, som et symbol på overgangen fra barn til voksen. Færgen var for mig denne bro. En overgangsrite.

Ja, det er jo et lidt skørt billede, for hvis der ikke var en færge, var der jo nok en bro. Og jeg tog ikke kun færgen én gang for så aldrig at se mig tilbage, sådan som personerne i bøgerne kun gik over broen én gang, nej, jeg sejlede frem og tilbage mellem min barndom og mit voksenliv i hele min ungdom. Nogle gange sejlede færgen roligt i blikstille hav, andre gange i stormvejr med bølger. Jeg kunne for det meste lide at sejle begge veje. Fremad mod alt det nye. Og tilbage til alt det gamle.

Jeg elskede turen hjem, hvor der altid var et hav af gamle skolekammerater at sludre med. Det var før sms, Facebook, instagram og snapchat, så der var mange opdateringer, der skulle gives ansigt til ansigt. Stemningen var altid løftet og præget af gensynsglæde og weekendkriller. Og jeg nød goddag-krammet fra min mor på kajen og den varme mad, der ventede mig.

Jeg elskede for det meste også turen væk fra øen, turen mod mit liv på egen hånd. Følelsen af at kunne selv. At bestemme selv. Og det fællesskab, der var med vennerne i samme situation.

Men det skete også, at jeg hadede turen væk fra øen søndag aften. Følelsen af blues, som vi alle kender det, når weekenden eller ferien slutter, og hverdagens realiteter sætter ind igen, kunne blive SÅ forstærket, sådan en mørk, kold, blæsende vinteraften på havnen, hvor jeg stod og ventede på at gå ombord. I den situation forekom mine forældres varme stuer, deres bløde sofa, min mors ”nussen” om mig, og filmen, som jeg så med min far, mens min mors symaskine summede i baggrunden, som et noget hyggeligere alternativ til kulde, mørke, vippende færge og tomt kollegieværelse.

Heldigvis mindes jeg fra den periode primært noget andet og mere positivt, når jeg tænker på færgen: Anduvningen i øens havne!

Anduvningen

Der er dage og perioder i livet, hvor anduvningen ikke sætter sig synderligt i hukommelsen eller kroppen, og så er der perioder, hvor den efterlader sig emotionelle og sanselige indtryk på ganske særlig vis.

Jeg selv mindes især hjemkomsterne før 1999, hvor gående passagerer gik ud af færgen via broklappen. Vi gik ned på vogndækket ti minutter før, færgen lagde til og så blev broklappen slået op et stykke uden for havnen og dén oplevelse.

Dét billede af havnen i min barndomsby, der langsomt kom til syne, som ved en fernisering, hvor klædet nænsomt trækkes af kunstværket.
Dén duft af hav og tang – og lidt olie og benzin fra færgen - der mødte mine næsebor. Dén vind, der sendte sine sus ind over dækket.
Dén følelse – eller det hav af følelser: melankoli og glæde, kildren i maven og fornemmelsen af tryghedens arme, der lagde sig om mig, når færgen stille gled ind mod lejet.

Dét var noget ganske specielt. Dét var AT KOMME HJEM.

Da jeg vendte tilbage hertil som voksen og bosatte mig, tænkte jeg om denne særlige følelse ville forsvinde, når nu færgen ville blive en større del af min hverdag, men det gjorde den ikke. Jeg kan stadig opleve anduvningen, som en meget stærk sanseoplevelse. Og følelsen af at komme hjem er ikke blevet mindre. Selvfølgelig ikke, kan man indvende. Nu har du jo aktivt valgt at bo her, og det er vel altid rart at komme hjem. Ja, måske. Men færgen. Ja, færgen.

Fællesskab og færgefritter

Da jeg var barn, spillede jeg håndbold i en lokal idrætsklub. Når vi havde været af øen – som man siger – OG vundet en kamp, så var de tilstedeværende ved færgelejet i på min ø ikke i tvivl, når vi kom hjem. Når færgeklappen begyndte at glide op, sang vi: ”Giv mig et Æ, giv mig et I, giv mig et K. Hvad siger det: ÆIK, hvorfor det? Fordi vi er de bedste, os kan ingen tæske”. Bagefter sang vi en hjemstavnssang. Det var umanerlig festligt. Nogle gange var der et hold med fra en af de andre idrætsklubber, der også havde vundet, og så skrålede vi i munden på hinanden. Jeg er ikke i tvivl om, at færgeturen, der var uundgåelig, når vi skulle spille på udebane, og det særlige fejringsritual bidrog med en ekstra dimension til holdfællesskabet. Noget andet, vi kunne samles om som hold var fritterne. Færgefritterne. De blev indtaget på hjemturen som supplement til madpakken. Nej, det er ikke sundt, og nej, det harmonerer ikke med sportsture, men de udgør grundlaget for et særligt fællesskab. Et godt fællesskab. Færgefritte-freaks’ne. Måske er du også medlem? Ellers bliver du det højst sandsynligt! Der findes folk, der ikke spiser fritter på noget andet tidspunkt af året end den ene gang, hvor de sejler hjem til øen for at holde sommerferie, eller fejre jul. Om det er færgeafgangen fra fastlandet kl. 09.05, eller 16.05, så vil man kunne se folk bestille pommes frites. Færgefritterne kan være købt ved samme grossist som fritterne i alle landets grillbarer, men på færgen smager de bare så utrolig meget bedre end andre steder. De smager af vores ø. Og alle, der har relation til øen véd, hvad det handler om.

Når man bor på øen fast, kan man af hensyn til blodtrykket være nødsaget til at skære ned på forbruget og kun indtage denne spise ved særlige lejligheder.

Søhammeren og god feriestart

Færgeturen, er ikke kun den markante overgangsrite mellem barndommens land og voksenverdenen for et ungt ø-menneske. Den er også en overgangsrite i en lidt mindre målestok. Tilbagevendende feriegæster og tidligere øboere oplever ofte færgeturen, som et ritual, der deler den travle hverdag på den anden side og den rolige ferietid på øen. Når de sætter sig på færgen, så falder roen over dem. Her har man en time og en sjat til at mærke, at der ikke er alverdens ting, der skal gøres. Og man kan ikke gøre dem. Man presses ned i gear, allerede inden feriedestinationen er nået, og kan med en øl fra det lokale bryggeri i hånden få mental mulighed for at mærke, ferien sætte sig i kroppen.

Min svoger, der sammen med min søster besøger øen nogle gange om året, oplever overgangsriten sådan her: Så snart han sætter sig på færgen falder han nærmest i søvn. ”Det er den øens søhammer”, sagde min mor en dag til ham. Og ja, det er det. Hammeren slår ham omkuld. Det er kroppens reaktion på, at den nu ved, at en mindre hektisk tid følger. Det lyder ikke så eftertragteligt at blive slået omkuld. Men i denne henseende er det. Søhammeren slår ned på uroen og tilvejebringer roen.

For mange gæster af min ø er færgeturen også en overgang til et samvær, som folk har ventet. Har glædet sig til. Ved juletid, eller når æggekogningen i påsken er lige om hjørnet. Fryden er stor, når man møder den ene ven eller bekendte efter den anden. Grene af familier og grupper af venner aftaler ligefrem at tage samme færge og indleder i salonerne det nærvær, som de har set frem til.

Goddag og farvel

Færgelejet er ikke kun et sted for ankomst og afgang. Det er også et sted for goddag og farvel. Vi siger goddag og farvel i forbindelse med mange små dagligdagsture til fastlandet. Det er der intet odiøst i. Men det er der mange andre situationer, der er, og ved færgen oplever man flag og store ankomster, kram, smil og glæde. Men man oplever også det modsatte: Det vemodige ”på gensyn”. Afskedstårerne. Armene, der ikke vil slippe favntaget. Den stille vinken. De afdøde, der følges til færgen kørende i ligbilen med følget gående efter. Det er alt sammen hårdt. Men også ganske specielt. På en underlig god måde.

Situationerne omkring goddag og farvel ved færgen bærer noget mere højtideligt, mere følelsesladet, mere unikt i sig, end hvis folk ankommer til dig og dit hjem i bil, kører ind foran dit hus og hopper ud. Hvorfor? Måske er det havet? Jeg ved det ikke. Det er bare sådan.

Der findes en gruppe af øboere, som har færgelejet, som deres sociale samlingspunkt. Her mødes de ved færgeankomster og afgange og følger goddag og farvel, mens de får sig en snak. De holder øje med, hvem der skal med og af færgen, og hvordan færgen sejler. De er nysgerrige. Det kan man synes er irriterende, eller morsomt. Jeg synes, det er ø-liv, fællesskab og nærhed på et fantastisk plan.

At være afhængig af en færge – og at elske det!

For nogle vil det være utænkeligt at bo et sted, hvor man er afhængig af en færge. Ikke at kunne komme fra øen eller hjem, når man selv vil.

Måske det gør en forskel, at jeg er vokset op med færgen som et vilkår, jeg i min barndom ikke stillede spørgsmålstegn ved, men jeg har nu alligevel ikke tænkt denne, som værende en afgørende faktor for, om man vil bo eller kan leve et godt liv på min ø. Skønt transportmidlet er flydende, så er der i mine øjne ikke så stor forskel på, om man skal køre en time i tog fra Nordsjælland til København, eller om man skal sidde i en bil fra Svendborg til Odense. Bilen kan man selvfølgelig selv afgøre, hvornår man starter, men bor man på en ø, lærer man hurtigt at tilrettelægge efter færgens sejlplan. Dermed ikke sagt, at de fleste ikke, har været i en situation, hvor de ville ønske, at færgen sejlede LIGE NU, og ikke først om en time. Ønskede, at der ikke var fuldt booket på færgen. Ønskede, at færgen ikke var aflyst. Ønskede, at man ikke var kommet for sent til en bestemt afgang og måtte vente to timer på næste.

Og når man så først er på færgen, kan der også være situationer, hvor færgeturen er både svær og hård. Der er situationer, hvor det at skulle op på færgen kan være en kraftanstrengelse af de store både fysisk og psykisk. Det er ikke det samme som at køre i en bil fra a til b. Der skal man kun bevæge sig ind og ud af bilen, ikke op på nogen færge, og man er man kun tvunget til at være sammen med dem, man nu kører i bilen med. På færgen konfronteres man med alle mulige mennesker, og man ved ikke på forhånd hvem. Jeg var på et tidspunkt i et meget opslidende sygdomsforløb. Og der var godt nok mange gange, hvor jeg bandede den pokkers færgetur langt, langt væk. Jeg ville helst bare være alene. Jeg forestiller mig, at folk, der har fået stillet svære og livstruende diagnoser, må have det ligesådan. Man har bare ikke lyst til at se på, eller være i rum med andre mennesker. Man har lyst til at gemme sig. Men det kan man ikke!

Når det er sagt, så tænker jeg vitterligt sjældent over færgen som værende et problem. Tværtimod. Den er mit kontor, hvor jeg kan sidde og arbejde. Den er mit samvær med familien, hvor vi hygger eller tæver hinanden i kortspil. Den er en dejlig mulighed for fordybende samtale eller gode grin med venner, som jeg tilfældigt er stødt på. Den er min læsesal. Den er mulighed for tankevirksomhed og det modsatte – hjerneafkobling. Tag at glo ud af vinduet og lad havet og s-ø-hammeren ramme dig. Lige i hjertet.

Read more...