Formandens kommentar: Strategi for de kommunale færger efterlyses
Det kunne måske være en ide, næste gang regeringen skal udforme maritime vækststrategier, at der også introduceres en mere national strategi for vores indenrigsfærger med større fokus på netop deres behov. Altså regelsanering og eliminering af unødvendige regelsæt.
En sådan national færgestrategi kunne så forhåbentlig samtidig indeholde de grønne elementer, der sikrer, at vi kommer godt i mål i forhold til miljø- og ikke mindst klimaambitionerne og understøtter de nødvendige investeringer i anvendelse af nye teknologier.
Kommunerne stiller gerne deres færger til disposition for afprøvning af nye driftsformer og ny grøn teknologi.
Færgesekretariatet har netop haft besøg af en delegation fra Folketinget, og heldigvis er der flere folketingspolitikere, der ser positivt og konstruktivt på vores ø-færger.Vi får også overordnet god assistance i form af det såkaldte Landevejsprincip, som klart har været med til at skabe øget fremgang og optimisme på de små danske øer; jfr. Ø-barometer analysen.
Men når vi kommer til de mere detaljerede regler for vores færger, er det som om, der ikke er tilstrækkelig fokus på vores driftsbetingelser. Danmark er en stor søfartsnation, og den globale skibsfart skal selvsagt reguleres af internationale regler. Men det er ikke altid, at disse regler passer helt til færgesejladsen i vores egen baghave.
Det er næppe nødvendigt at have alle de samme dokumenter og certifikater, uddannelseskrav, krav til sikkerhedsbestemte hviletidsregler, bestemmelser om proviantering og bespisning eller for den sags skyld omfanget af midler i skibsmedicinkisten etc., som der er krav om i den internationale skibsfart.
Det er dog ikke altid lige let at bryde med traditionerne, hverken fra myndighedernes side eller fra færgeside. Men vi er i tæt dialog med Søfartsstyrelsen om, hvordan vi finder konstruktive løsninger på de forskellige spørgsmål; og vi vil gerne inddrages og deltage konstruktivt i diskussionerne omkring fremtidig regelsanering i færgefarten.
Frem imod Færgesekretariatets årsmøde i maj vil vi fremsætte anbefalinger til, hvordan vi kan indgå konstruktivt i løsningen af de grønne ambitioner, som regeringen har spillet ud.
En særskilt national færgestrategi kunne medvirke til at skabe fokus på alle disse udfordringer.