Øfærgerne holder fartplanen
Generelt sejler øfærgerne efter fartplanen. Flere har dog reduceret passagerantal – og besætningene gør rent, spritter af og holder afstand.
- Vi overholder fartplanen men har gennemført nogle tiltag for at forebygge coronasmitte, siger overfartsleder Rune Karstoft Nilsson, Sejerøfærgen i Kalundborg Kommune.
Passagerantallet er reduceret fra 146 til 48, og billetten skal være booket og betalt på forhånd, da der ikke bliver billetteret på færgen.
- Besætningen forsøger at holde afstand og spritter overflader af og vasker hænder. Vi kører i de samme hold, så der ikke er fare for at smitte fra hold til hold.
- Det er klart, at passagertallet på 48 bliver en udfordring til påske, hvor der altid er mange passagerer, men vi prøver at sprede dem ud over flere afgange, så er jeg sikker på, at det lykkes.
Orøfærgen
- Vi overholder fartplanen, da vi er vital infrastruktur; vi sejler blandt andet med hjemmeplejere og med folk, der skal på arbejde, siger Lars Wolfgang Hansen, overfartsleder på Færgefarten Orø – Holbæk:
- Så besætningen har deres almindelige arbejdstider.
Der er taget en række forholdsregler for at undgå smitte på færgen:
- For det første tager vi ikke imod kontanter, og betaling foregår uden fysisk kontakt – passagerne rækker betalingskort eller ø-kort ud i strakt arm, og billettøren gør det samme med kortlæseren, så der er en meters afstand.
Desuden har vi ekstra rengøring, og vi spritter af hele tiden. Folk har tilladelse til at sidde i bilerne, og de, der benytter salonen, bliver anbefalet at sidde langt fra hinanden, lyder det fra Lars Wolfgang Hansen, der tilføjer:
- Ham, der står oppe i styrehuset, er rimeligt beskyttet. Men de, der vinker biler ind og billetterer, er udsatte – jeg indskærper hele tiden, at de skal passe på sig selv.
Min min vurdering er, at vi er nede på 25 % af det sædvanlige passagerantal.
Anholtfærgen
Også Anholtfærgen sejler den sædvanlige fartplan, dog med reduceret passagerantal på den måde at forstå, at antallet ikke bliver sat op til påske – som det ellers ville have været.
- Vi sejler med 100 ombord indtil 30. september, siger overfartsleder Iben Wan:
- Vi har tjekket pladsen på færgen, og med 100 ombord kan vi overholde afstandskravet fra Sundhedsstyrelsen.
Cafeteriaet er lukket nu, men forventes at blive åbnet til påske.
- Vi har opsat dispensere med håndsprit i passagerområderne – og vi anbefaler at man holder afstand.. Det samme gælder besætningen, vi holder så vidt muligt afstand og spritter af.
Karantæneramte må kun komme med færgen, hvis de kører i en bil – og de skal blive siddende i bilen under overfarten.
Og så overvåger vi naturligvis situationen og følger retningslinjerne. Vi har også talt med de andre overfarter for at høre, hvad de gør.
De nyeste forholdsregler kan findes her: coronasmitte.dk og Søfartsstyrelsens vejledning