Øfærger og coronavirus

Opdateret 18/3: Øfærgerne er vital infrastruktur, og de sejler foreløbig stort set efter fartplanerne.
Læs her, hvilke særlige forholdsregler, der er for øfærgerne.

- Alle de generelle regler for forebyggelse af smittespredning af covid-19 gælder selvsagt også på øfærgerne, og da de opdateres hele tiden, vil jeg anbefale, at man følger med i nyhederne og på myndighedernes hjemmesider, hvor der er meget præcise anvisninger, siger Jan Fritz Hansen, sekretariatsleder i Færgesekretariatet.

Fra klokken 10 i dag - den 18. marts - indføres forbud mod arrangementer, begivenheder mv. med flere end 10 personer.

Det skal præciseres, at forbuddet mod forsamlinger på flere end 10 personer IKKE gælder på færger: 

  • "Forbuddet hindrer ikke, at flere end 10 personer på sædvanlig vis er til stede og bevæger sig rundt f.eks. i en butik, et supermarked, en lufthavn eller på en togstation. Tilsvarende gælder, at almindelig brug af kollektive transportmidler (tog, busser, fly, færger mv.) og almindelig tilstedeværelse på en arbejdsplads ikke er omfattet." 

Myndighedernes faktaark for udbydere af offentlig transport kan findes her: FAKTAARK

De nyeste forholdsregler kan findes her: coronasmitte.dk og Søfartsstyrelsens vejledning


Må blive på vogndækket
Søfartsstyrelsen har svaret generelt på spørgsmålet, om passagerer må blive siddende i bilerne under overfarten for at undgå smitterisiko:

”For passagerskibe til danske øer og landsdelene kan rederier beslutte at lade passagerer blive i bilerne på vogndæk, hvis rederiet vurderer, at der er risiko for smitte og under forudsætning af, at rederiet har foretaget en vurdering af sikkerhedsberedskabet og har fastsat, hvilke foranstaltninger, der indføres for at sikre dette.

Beredskabet skal endvidere fastslå det samlede antal passagerer, der højst kan opholde sig i bilerne under overfarten, og der skal være tilstrækkelig besætning på vogndækket til at bistå ved en evakuering."

 Forkort sejlads, syn og dokning

Færgesekretariatet har stillet Søfartsstyrelsen to essentielle spørgsmål i forhold til øfærgernes drift:

- Færgerne kan blive ramt af, at besætningsmedlemmer bliver sat i karantæne eller bliver syge, og det kan blive nødvendigt at sejle forkort sejlads. Hvordan stiller Søfartsstyrelsen sig til det?

- En del af øfærgerne dokker færgerne i forårsperioden – før højsæsonen. Det kan give udfordringer, da Søfartsstyrelsens inspektører, som offentlige ansatte, er hjemsendt fra deres arbejde.

Til begge spørgsmål svarer Søfartsstyrelsen:

”Søfartsstyrelsen vil vurdere, hvad der er muligt i samarbejde med rederi, værft m.v. ud fra den konkrete udfordring, der foreligger.

Det er derfor væsentligt, at rederierne tager kontakt til Søfartsstyrelsen, såfremt de står over for en konkret udfordring, eller de ser en udfordring forude henset til allerede planlagte syn, dokninger m.v.”


Blå Bog

Da det kan være vanskeligt at få foretaget en helbredsundersøgelse hos en søfartslæge, har Færgesekretariatet spurgt Søfartsstyrelsen, hvad besætningsmedlemmer kan gøre, hvis deres Blå Bog udløber:

"Hvis en søfarende på land ikke kan få fornyet sit sundhedsbevis, kan Søfartsstyrelsen forlænge gyldigheden med 3 måneder.

De søfarende kan henvende sig til afdelingen Søfarende og Certifikater (Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.) hos Søfartsstyrelsen eller til Søfartsstyrelsens hovedpostkasse Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. - tlf. 72 19 60 00."