Færgesekretariatets Årsmøde 2018

 

Tundroneshot 

Tunø 08.05.2018 

 

70 deltagere fra de kommunale øfærger deltog i Færgesekretariatets Årsmøde på Tunø og i Odder den 8. og 9. maj. Næste års program for Færgesekretariatets arbejde blev fremlagt.

Årets årsmøde i Færgesekretariatet startede om bord på Tunøfærgen i Hov – hvor de ca. 70 deltagere fra øfærger, kommuner og rederier sejlede ud til Tunø. Her var der frokost og velkomst ved Færgesekretariatets formand Michel van der Linden, Odders borgmester, Uffe Jensen (V) og sekretariatsleder Jan Fritz Hansen.

Samsøs borgmester, Marcel Meijer (S) orienterede om, at Godstakstregulativet og Landevejsprincippet til sammen har sat en god udvikling i gang, både generelt og i høj grad på Samsø – med markant flere turister, mere erhverv og større bosætning.

Tunkro

Velkomst på Tunø Kro ved Odder Kommunes bogmester Uffe Jensen 08.05.2018 

Landevejsprincippet

Den 9. maj blev selve årsmødet afholdt i Odder. Sekretariatslederen gennemgik det fælles færgearbejde. Et vigtigt område er Landevejsprincippet, som er i gang med at blive evalueret – og Færgesekretariatet arbejder for, at det udfoldes til et fuldt landevejsprincip og en mere retfærdig og forståelig fordeling. Dog sådan, at der ikke ændres på den fordeling, der allerede er implementeret, men hvis og når ordningen udvides med større tilskud, skal fordelingen ændres, så ordningen bliver mere jævnt fordel til alle færgeselskaber.

Djævelens advokat

Det kan være en lang og indviklet øvelse som turist at booke en billet til en øfærge, var budskabet fra journalist, Henrik Denta. Han havde kigget rundt på ø-færgernes hjemmesider for at finde de tre vigtigste funktioner: Sejlplan, pris, og hvordan man booker og køber billet. Han gav flere eksempler på, at det kan være endog meget vanskeligt at finde og forstå hjemmesiderne og gennemføre bookingen. Her vil Færgesekretariatet sammen med medlemmerne arbejde på en mere fælles og brugervenlig indgangsportal til færgerne.

Forsikringsmægler, Michael Weber fra EDGE Group holdt oplæg om forsikringstjek og de store forbedrings- og besparelsesmuligheder, der ligger i at se mere fokuseret på kommunens søforsikringer.

Lars Clausen, adm. fra firmaet LOGOS, der udvikler og sælger betalingssystemer, gav sit bud på en fælles platform for øfærgernes betaling- og bookingløsninger. Han pegede på, at arbejdet med bookingsystemet vil medføre, at selve takstsystemet bliver gennemgået og forenklet.

Hvis fx fem eller otte færgeselskaber går sammen om udviklingsarbejdet, vil der være mange penge at spare.

Evaluering

Michel van der Linden orienterede om, at sekretariatets arbejde bliver evalueret hvert år på Årsmødet – og at der vil blive en større evaluering af arbejdsprogrammet til næste år. Sekretariatet er nævnt i Regeringens Blå Vækstplan, ligesom statsrevisorernes rapport om sekretariatet er meget positiv over for arbejdet, og sekretariatet blev opfordret til at fortsætte den gode indsats – med base på Ærø.

Jan Fritz Hansen gennemgik resten af Færgesekretariatets indsatsområder, blandt andet fælles indkøbsordninger og regelforenkling; og der var mange kommentarer og ideer fra mødedeltagerne. Et nyt revideret arbejdsprogram vil nu blive udsendt som opfølgning på Årsmødet.

 

OdderParkHotel

Indlæg ved Færgesekretariatets formand Michel van der Linden på Odder Park Hotel 09.05.2018 

 

Tekst af Lise H. Mortensen

Fotograf Carsten Lundager

Færgesekretariatet, c/o Ærøfærgerne, Vestergade 1, 5970 Ærøskøbing, jfh@faergesekr.dk

                                                                       Sekretariatsleder tel: 29 16 22 07 / Sekretær tel.: 63 52 40 03