Ø-Hop i det Sydfynske Ø-Hav 2018

Ø-hop 2018

Den gule katamaran Sea Hawk sejler igen i år på Ø-hop i det Sydfynske Ø-hav, i perioden 30. juni – 26. august 2018.
Du kan besøge de seks øer, Skarø, Drejø, Hjortø, Avernakø, Lyø og som noget nyt for i år, også Strynø.

Som supplement til de ordinære færger, som betjener øerne året rundt: Højestene, Faaborg III, Strynøfærgen og Hjortøboen, vil Sea Hawk forbinde øerne på tværs af de tre kommuner, Langeland, Faaborg og Svendborg.

Ø-hop 2018 er blevet til i et samarbejde mellem Naturturisme I/S, Svendborg Event, Fåborg Turistbureau, Færgesekretariatet, Langeland, Fåborg og Svendborg kommuner og Havne.

Du kan sammensætte dit helt personlige ø-hop på hjemmesiden www.ø-hop.dk, (OBS: Billetsalg åbner 1/6) her kan du også læse om øerne, spisesteder, overnatningsmuligheder, seværdigheder og skønne naturområder. Vi har ligeledes sammensat en række turforslag.

En ø-hop billet koster:

 

Ø-hopbillet

Tillægsbillet

Voksen

200 kr.

100 kr.

Barn

100 kr.

50 kr.

Cykel

40 kr.

20 kr.


Du kan planlægge at starte dit ø-hop i enten Rudkøbing, Svendborg eller Fåborg, og med en ø-hop billet til 200 kr. kan du hoppe rundt på øerne i det Sydfynske Ø-hav. Billetten gælder i syv dage, eller indtil du stiger af ved en af købstæderne Rudkøbing, Svendborg eller Fåborg.

Hvis du allerede står på en ø, kan du købe en tillægsbillet på Sea Hawk og denne giver dig adgang til resten af ø-havet, denne gælder også i syv dage.

Vælger du at starte dit ø-hop i:

  • Fåborg kan du vælge at stige på enten Faaborg III eller Sea Hawk
  • Svendborg kan du vælge at stige på enten Højestene, Hjortøboen eller Sea Hawk
  • Rudkøbing kan du kun vælge at starte din tur med færgen Strynø

Når du først er kommet ud i øhavet, kan du tage den færge der passer dig bedst og besøge de øér du vil.

Det er muligt at sammensætte sit eget personlige ø-hop på www.ø-hop.dk, hvor du kan vælge hvilke øer du vil besøge, samt rækkefølge og tidspunkter for turen. Samtidig tilbyder vi også en række turforslag, hvor du blot kan klikke dig ind på en allerede sammensat ture, som du synes lyder spændende. Du vælger herefter selv hvilken dag du vil afsted.

Forud for Ø-hop 2018 (15/5), arrangeres der informationsmøde for øboerne, hvor vi i samarbejde med projektets øvrige aktører, samt de tre kommuners borgmestre, vil fortælle om dette års udgave, fartplaner og ruteforslag, samt inspirere til erhvervsfremme på øerne.

Der er ligeledes ved at blive planlagt en pressetur og en politikertur, som skal foregå i uge 26.

Færgesekretariatet, c/o Ærøfærgerne, Vestergade 1, 5970 Ærøskøbing, jfh@faergesekr.dk

                                                                       Sekretariatsleder tel: 29 16 22 07 / Sekretær tel.: 63 52 40 03